Hvornår kan du klage til Ligebehandlingsnævnet?

Du kan klage til Ligebehandlingsnævnet, hvis du selv er direkte berørt af den forskelsbehandling, du klager over. Du kan altså ikke klage på vegne af andre.

Før du kan klage til Ligebehandlingsnævnet, skal du have udnyttet eventuelle administrative klagemuligheder. Hvis du er medlem af en faglig organisation, kan denne i nogle tilfælde indbringe din sag for faglig voldgift eller Arbejdsretten. I disse tilfælde kan vi ikke behandle din klage.

Hvis du er medlem af en faglig organisation, vil vi derfor gerne have dokumentation for, at organisationen ikke kan eller vil behandle din sag i det fagretlige system.

Klagefrist

Der er ingen frist for, hvornår du senest skal sende din klage.

Hvis du får medhold, skal du dog være opmærksom på, at et eventuelt krav på godtgørelse kan være bortfaldet på grund af, at sagen er forældet, eller at du ikke har reageret (retsfortabende passivitet).

Et krav er som udgangspunkt forældet efter tre år. Forældelsesfristen er dog fem år for krav, som er afledt af et ansættelsesforhold.